capta – Übersetzung – Keybot-Wörterbuch

Über Jahrhunderte haben Philosophen und Wissenschaftler über die Möglichkeit von bewohnbaren Planeten außerhalb unseres Sonnensystems nachgedacht. Heute ist diese Idee mehr als Spekulation. Astronomen haben in den letzten fünfzehn Jahren auf der ganzen Welt mehrere hundert Exoplaneten entdeckt. Unterschiedliche Techniken wurden zur Suche nach diesen neuen Welten eingesetzt. In dieser ungewöhnlichen Aufnahme wurden zwei Teleskope, die zwei dieser Techniken einsetzen, auf der gleichen Aufnahme eingefangen. Das 3,6-Meter-Teleskop der ESO mit dem HARPS-Spektrographen und das Weltraumteleskop CoRoT. Das Foto wurde von Alexandre Santerne aufgenommen, einem Astronomen, der selbst Exoplaneten untersucht.

Der High Accuracy Radial velocity Planetary Searcher-Spektrograf HARPS, der weltweit erfolgreichste Exoplanetenjäger, ist ein Instrument am 3,6-Meter-Teleskop der ESO. Der geöffnete Schutzbau des Teleskopes ist auf der linken Bildseite zu sehen, hinter dem kantigen Schutzbau des New Technology Telescopes. HARPS findet Exoplaneten mithilfe der kleinen Geschwindigkeitsänderungen von Sternen aufgrund des winzigen Schwerkrafteinflusses von umlaufenden Planeten. Diese Technik zur Suche nach Exoplaneten nennt man die Radialgeschwindigkeitsmethode.

Die schwache Lichtspur am Himmel auf dieser 20-sekündigen Aufnahme ist kein Meteor sondern CoRoT, das Convection Rotation and Transit space telescope. CoRoT sucht nach Planeten über die Abschwächung des Sternlichts, wenn ein Planet vor einem Stern vorbeizieht – das ist die sogenannte Transitmethode. Die Position des Satelliten hoch über der Erdatmosphäre erhöht die Empfindlichkeit der Beobachtungen dank des nicht vorhandenen Sternfunkelns. Potenzielle Planeten, die durch die Transitmethode entdeckt wurden, werden durch komplementäre Techniken wie die Radialgeschwindigkeitsmethode überprüft. Tatsächlich wurde HARPS gerade in der Nacht, in der dieses Foto aufgenommen wurde, zur Überprüfung von Exoplaneten-Kandidaten eingesetzt, die durch CoRoT detektiert wurden!

Seit November 2012 hat CoRoT unglücklicherweise mit Computerproblemen zu kämpfen, dass bedeutet, dass man keine weiteren Daten vom Teleskop empfangen kann obwohl es noch funktioniert (siehe die N

Molti scatti astronomici catturano la bellezza mozzafiato del cielo, e questo non fa eccezione. Comunque, in questo panorama c'è qualcosa di inusuale. Dietro al Very Large Telescope ESO (VLT), due flussi di stelle sembrano scendere come una cascata o, anche, salire al cielo come delle colonne di fumo. Questo perchè questa foto panoramica cattura l'intera cupola del cielo, dallo zenith all'orizzonte a 360 gradi. Questi due flussi sono a dire il vero parte di una sola fascia, facente parte della nostra galassia, la via Lattea che attraversa il cielo da orizzonte a orizzonte. Mentre "scavalca" il cielo, sembra diffondersi per tutta la lunghezza del lato superiore della foto, a causa della distorsione che è stata necessaria per  comprimere la cupola del cielo in un immagine piatta e rettangolare.

Per comprendere questa immagine, immaginate che il lato sinistro sia attaccato al lato destro, creando un cerchio attorno a voi, e il lato superiore sia attaccato attorno ad un singolo punto, questo includerebbe l'intera cupola del cielo sopra di voi.

Sulla sinistra dell'immagine, la silhouette della manica a vento dell'osservatorio, posizionata su un palo è visibile. Sulla sinistra della manica a vento si vede il bagliore della Nube di Magellano Piccola, una galassia vicina alla nostra. Alla destra è visibile il bagliore rossastro della nebulosa Carina. Sopra essa si trova la scura nebulosa Coalsack, vicina alla Croce del Sud, e poco più in alto si vedono due stelle luminose, Alpha e Beta Centauri. I quattro alti edifici nell'immagine ospitano le Unità Telescopiche da 8.2 metri di diametro (UTs) del VLT. In mezzo a loro sulla destra si vede il VLT Survey Telescope, infine sulla destra dell'immagine è visibile Venere splendere appena sopra l'orizzonte.

Questo scatto panoramico, che non mostra solo il VLT sulla punta del Cerro Paranal ma anche i bellissimi cieli che l'osservatorio studia, è stato scattato dal fotografo ambasciatore ESO Serge Brunier. Come la rivoluzionaria tecnologia del VLT ci apre gli occhi sull'Universo, le avanzate tecniche fotografiche di Serge  catturano un intero emisfero del cielo in uno scatto -- mostrandoci una superficie molto

Durante séculos, filósofos e cientistas especularam sobre a possibilidade da existência de planetas habitados fora do Sistema Solar. Hoje, esta ideia é mais do que especulação: foram descobertas muitas centenas de exoplanetas nas últimas duas décadas, por astrônomos em todo o mundo. Várias técnicas diferentes são utilizadas nesta busca de novos mundos. Nesta fotografia incomum dois telescópios, que usam dois destes métodos, foram capturados na mesma imagem: o telescópio de 3,6 metros do ESO, onde se encontra montado o espectrógrafo HARPS e o telescópio espacial CoRoT. A imagem foi obtida por Alexandre Santerne, um astrônomo que estuda exoplanetas.

O espectrógrafo High Accuracy Radial velocity Planetary Search (HARPS), o descobridor de planetas mais proeminente do mundo, é um instrumento que se encontra instalado no telescópio de 3,6 metros do ESO. Podemos ver a cúpula aberta deste telescópio, à esquerda na imagem, que aparece por trás da cobertura angular do New Technology Telescope. O HARPS descobre exoplanetas ao detectar pequenas variações no movimento de uma estrela, à medida que esta se desloca ligeiramente para trás e para diante sob o efeito da atração gravitacional do planeta em sua órbita: é o chamado método das velocidades radiais na procura de exoplanetas.

O tênue traço de luz que se vê alto no céu nesta exposição de 20 segundos, não é um meteoro mas sim o telescópio espacial CoRoT (sigla do inglês Convection Rotation and planetary Transits). O CoRoT procura planetas ao observar o decréscimo da radiação emitida por uma estrela, que ocorre quando um planeta passa na sua frente - o método do trânsito. A localização do telescópio espacial, situado acima da atmosfera terrestre, aumenta a precisão das observações ao remover o piscar das estrelas. Planetas potenciais encontrados pelo método do trânsito são seguidamente confirmados com o auxílio de técnicas complementares, tais como o método das velocidades radiais. De fato, na noite em que esta

Eeuwenlang hebben filosofen en wetenschappers nagedacht over of er mogelijk bewoonbare planeten buiten ons zonnestelsel kunnen bestaan. Vandaag de dag is dit geen speculatieve gedachte meer. De afgelopen decennia zijn er door astronomen over de hele wereld, vele honderden exoplaneten ontdekt. In deze zoektocht naar nieuwe werelden worden verschillende technieken gebruikt en op deze bijzondere foto staan telescopen die twee van deze technieken toepassen. De foto werd genomen door Alexandre Santerne -een astronoom die zelf onderzoek doet naar exoplaneten- en toont de 3,6-meter ESO-telescoop met de HARPS-spectrograaf, en de ruimtetelescoop CoRoT.

De High Accuracy Radial velocity Planetary Search (HARPS) spectrograaf is 's werelds meest vooraanstaande exoplanetenjager. Het is een instrument op de 3,6-meter ESO-telescoop waarvan de geopende koepel links in beeld te zien is, achter de hoekige behuizing van de New Technology Telescope. HARPS vindt exoplaneten door het detecteren van kleine veranderingen in beweging van een ster die licht schommelt onder de aantrekkingskracht van de planeet die er omheen cirkelt. Deze techniek staat bekend als de radiale-snelheidtechniek voor het zoeken naar exoplaneten. 

Het zwakke lichtspoor hoog in de lucht in deze 20-seconden belichting is geen meteoor maar is afkomstig van CoRoT, de 'Convection, Rotation and planetary Transits'-ruimtetelescoop. CoRoT zoekt naar planeten met de transitmethode: het licht van een ster wordt tijdelijk zwakker als er een planeet voorlangs trekt. Gezien door de aardse dampkring twinkelen sterren. Doordat CoRoT als ruimtetelescoop boven de aardatmosfeer hangt, zijn de waarnememingen nauwkeuriger. Potentiële planeten die gevonden worden met de transitmethode worden bevestigd met complementaire technieken zoals de radiale-snelheidtechniek. Sterker nog: in de nacht dat deze foto is genomen, werd HARPS gebruikt om exoplaneet-kandidaten die gedetecteerd zijn door CoRoT nader te onderzoeken.

In november 2012, is CoRoT helaas getroffen door een computerprobleem, waardoor het systeem, dat op zich nog functioneert, geen gegevens meer kan ophalen uit de telescoop (zie nieuws op de CoRoT website, of bijvoorbeeld dit Nature Nieuwsberich

Kjo panoramë mbresëlënëse tregon platformën e vëzhgimit të ESO-s Teleskopin Shumë të Madh (VLT) në Cerro Paranal, në Kili. E marrë herët në mëngjes, me Hënën akoma lart në qiell. Natyra e qetë dhe paqësore është në kontrast me aktivitetin e furishëm që zhvillohet tek observatorët. Të 4 njësitë e Teleskopëve të VLT-së janë akoma nw punë duke shënjestruar objekte qiellorë të ndryshëm, duke ndihmuar astronomët në pyetjet e tyre të përditshme për të kuptuar misteret e universit. Një dritë lazeri është shkrepur nga Teleskopi i 4-rt Njësi, Yepun, për të ndihmuar sistemin e optikës së adaptueshme të teleskopit, në kundërshtimin e efektit turbullues të atmosferës, dhe duke mundësuar marrjen e fotografive shumë të qarta. Ndërkohë, tre nga 4 teleskopët ndihmës me diametër 1.8 metra po punojnë së bashku në mënyrën interferometrike për të përftuar një pame edhe më të detajuar të një objekti tjetër kozmik.

Një model i panoramës në tipin QuickTime VR është gjithashtu në dispozicion në këtë link.

Atacama Pathfinder Experiment (APAX) teleskopet – fanget på dette dramatiske billede taget af ESOs fotoambassadører Babak Tafreshi – er et af de redskaber, der bruges af ESO til at studere universet i andet end synligt lys. Det er placeret på Chajnantor-højsletten i en højde af 5000 meter.

Klynger af hvide isspidser kan ses i forgrunden af billedet. Isspidserne (”penitentes” på spansk) er et forunderligt naturfænomen, der findes i højtliggende områder, typisk mere end 4000 meter over havets overflade. De er tynde pigge af hærdet sne eller is med deres spidser pegende mod Solen, kan være alt fra et par centimeter i højden og op til flere meter.

APEX er et 12 meter teleskop, der observerer lys ved millimeter og submillimeter bølgelængder. Astronomer, der observerer med APEX, kan se fænomener, der er usynlige ved kortere bølgelængder. Teleskopet giver dem bl.a. mulighed for at studere molekyleskyer, der er tætte områder af gas og kosmisk støv, hvor nye stjerner bliver født. Disse skyer er mørke og skjult af støv i synligt og infrarødt lys, men gløder klart ved disse forholdsvis lange bølgelængder. Astronomer bruger denne glød  til at studere de kemiske og fysiske forhold i skyerne. Dette bølgelængdeområde er også ideelt til at studere nogle af de tidligste og fjerneste galakser i universet.

På nattehimlen over og til venstre for APEX ses henholdsvis den Lille og Store Magellanske Sky som svage lyspletter. De er nabogalakser til vores egen galakse, Mælkevejen. Selve Mælkevejen ses som et diset bånd tværs over himlen, mest tydeligt over APEX’ kontrolbygning til højre. Mørke pletter i båndet er områder, hvor lyset fra fjerne stjerner er blokeret af interstellart støv. Skjult bag disse mørke støvbånd er Mælkevejens centrum i en afstand på ca. 27.000 lysår. Teleskoper som APEX er afgørende redskaber for astronomerne for at kunne

Atacama Pathfinder Experiment (APEX) sjónaukinn — sem hér sést á þessari fallegu mynd sem Babak Tafreshi, einn af ljósmyndurum ESO, tók — er eitt af verkfærunum sem ESO notar til að skyggnast út fyrir svið sýnilegs ljóss. Sjónaukinn er staðsettur á Chajnantor hásléttunni í 5.000 metra hæð yfir sjávarmáli.

Í forgrunni myndarinnar sést þyrping hvítra ísstrýta. Ísstrýturnar eru áhugaverð náttúrufyrirbæri sem finnast á hálendum svæðum, venjulega í meira en 4.000 metra hæð yfir sjávarmáli. Stýrturnar eru úr þunnum, hörðnuðum snjó eða ís og snúa blöðin í átt að sólinni. Þær eru stundum nokkrir sentímetrar á hæð upp í nokkra metra.

APEX er tólf metra breiður sjónauki sem nemur ljós með millímetra og hálfsmillímetra bylgjulengdir. Stjörnufræðingar sem nota APEX til sinna rannsókna, geta séð fyrirbæri sem eru ósýnileg á styttri bylgjulengdum. Sjónaukinn gerir þeim kleift að kanna sameindaský — þétt svæði úr gasi og geimryki þar sem nýjar stjörnur verða til — sem eru dökk og hulin ryki í sýnilegu og innrauðu ljósi en skína skært á þessum löngum bylgjulengdum. Stjörnufræðingar nota þessa gerð ljóss til að rannsaka eðlis- og efnafræðina í skýjunum. Tíðnisviðið er einnig kjörið til að rannsaka sumar af elstu og fjarlægustu vetrarbrautum í alheiminum.

Á næturhimninum vinstra megin fyrir ofan APEX sjást daufir þokublettir Litla og Stóra Magellansskýjanna, nágrannavetrarb