|
|
Spørgsmålet om de svarmuligheder, fjenden har, hænger sammen med trusselsvurderingen. Ballistiske missiler betragtes af dem, der ønsker at anskaffe sig disse missiler, som nyttige til forskellige formål, fx afskrækkelse, tvang og prestige samt som angrebsmulighed. Ballistisk missilforsvar kunne ikke desto mindre få nogen af fjenderne til at overveje andre angrebsmuligheder som fx bemandede fly, krydsermissiler, ubemandede luftfartøjer (unmanned aerial vehicles, UAVs) eller bomber, som er skjult i skibe i havne. I sidstnævnte tilfælde ville der ikke eksistere noget forsvar, hvis den maritime overvågning glippede, andet end truslen om at identificere dem, som plantede bomben og straffe de skyldige (som med den erklærede afskrækkelsespolitik). Argumenter mod, at fjenden kan komme uden om kontrollen, er en paradoksal hæder til missilforsvaret, fordi det betyder, at det faktisk er lykkes at overbevise fjenden om, at denne ikke skal forsøge at anskaffe sig ballistiske missiler. De fjender, som har besluttet sig for at fæste lid til ballistiske missiler, kunne godt tænkes at ville anskaffe russisk eller kinesisk udviklede indtrængningsmidler og andre modforholdsregler, men ville ikke kunne være sikrede imod nedkæmpelsesteknologier, som er udformet til at identificere og overvinde dem.
|
