|
|
Et andet kommando- og kontrolspørgsmål, som kræver yderligere analyse, drejer sig om nedfaldende vragdele i forbindelse med, at fragmenter fra et sprænghoved, som afbrydes i sin bane, men som falder ned i et land, der ikke er medlem af NATO, eller et NATO-land, som ikke selv var genstand for angrebet, og som ikke havde en direkte rolle i beslutningen om at anvende missilforsvaret. Mulig skade fra nedfald bør sammenlignes med konsekvenserne af et ballistisk missilangreb, som blev udført som planlagt. Der var ikke ét stykke nedfaldent affald fra Columbia-rumfærgen, som ramte nogen mennesker, og rumfærgen var meget større end et sprænghoved, som (i modsætning til Columbia-rumfærgen) kunne pulveriseres til småbidder i en ikke-atomar kinetisk nedskydning. I tilfælde af en nedskydning uden for atmosfæren ville affald derfor sandsynligvis brænde fuldstændig op, når den ramte atmosfæren. Selv hvis fjenden anvendte et atomart sprænghoved, som var skabt til at eksplodere, når den blev ramt af et forsvarsmissil, og dermed føre til elektro-magnetisk impuls (electro-magnetic pulse, EMP), hvilket ikke er en helt enkel designopgave, ville de skadelige effekter af en sprængning ved EMP i stor højde næsten helt sikkert være langt mindre end dem, der kom i forbindelse med et atomangreb på en by (om end de er af betydning). Foruden den enorme umiddelbare ødelæggelse, ville et atomangreb skabe biprodukter og katastrofisk langsigtede sanitære, sociale og økonomiske omkostninger. Nick Witney, som dengang var embedsmand i Storbritannien, har muligvis haft disse konsekvenser i tankerne, da han i 2003 skrev, "jeg håber ikke, at noget europæisk land vil nægte at løbe risikoen for nedfaldsregn fra en vellykket nedskydning af fjendtligt missil over sit land, hvis det var prisen for at beskytte en ven eller allieret - nær eller fjern - fra et ballistisk missilangreb."
|
